Vinterbrud Lyrics

forfatteren satte sig ved bordet, han hvæssede sine tanker
han iførte sig magten over ordet, lod krystalskibet lette anker
han dryssede sne på et stykke papir,
sneen smeltede i 1000 ord
den sidste, triste historie starter her,
hvordan han end vendte og drejede det viste kompasset nord

varmen åndede ud med et suk,
sneens dyne blev trukket over alt der gjorde ondt
vinteren gjorde storbyen smuk
tiden frøs og afholdt kloden fra at dreje rundt

vintersolen kyssede frosthimlens ansigt
en sådan dag kunne man se ham gå alene
at forblive ensom var hans hensigt,
men det var ej hvad skæbnen ville mene
på sine ture vandrede han langt og vidt
længere end hans forstand rakte

hun stod dèr, vinterbruden, klædt i hvidt
blændet af hendes skønhed græd han sagte
han rakte for at nå hende, men hun var fjern
langt ude på den frosne sø hun spillede sit spil
med et svær af is, et skjold af tid
men han måtte nå hende koste hvad det koste ville

han tog et skridt, blændet af varm længsel,
men fra hans varme slog isen sprækker, skulle skæbnen mene
ved næste skridt brast isen og han faldt i kuldens fængsel
da vandet lukkede sig om ham var han atter alene