Kosmisk Kaos Lyrics

[Tue Track]
Mine tarme skriger
i munden pᥠfolk der snakker ondt om rakkerpak som mig,
imens de smider og strá¸r med de gyldne gryn om sig,
som ku' ha' gjort gavn for mig til min hungrende vom,
men jeg har ik' et sá¦rlig stort navn, sá¥h, den er hungrende tom.
Jeg dufter dolmerká¥l,
stegte bornholmer-á¥l,
alverdens mad,
serveret pᥠsá¸lvfad,
men min lomme er flad.
Jeg fryser min fod, for jeg har slidt min skosá¥l.
Mit andet ben og min sko har jeg solgt for en slik til et godt formá¥l.
Jeg fá¸ler mig yderst fjern,
men skal blot bryde min hjern',
men jeg fryser en halv krop.
Jeg spiller op med den ene há¥nd, i den anden holder jeg en tom kop.
De kalder mig bettler,
eller bar' den flad' gad'musikant,
en enkelt klam stodder, der á¦der skodder imod en ussel pant.
Fordá¸mt rá¥dden rá¸v, det' blevet en luder at vá¦re rapper,
der' ingen scene, jeg er helt alene i det 21de á¥rhundrede pᥠde kolde trapper.
Sᥠhist hvor vejen slá¥r en bugt,
ser du en sá¥kaldt gammel nar, der drá¸mte om at blive á¦gte familiefar,
spiser rá¥dden frugt.
En viadukt mᥠvá¦re stedet at sá¸ge ly
for en lille sky,
der giver tegn pᥠsyreregn, snart vil há¦rge den indre by.
For det' ovenud udmatt'nde at slá¦be rundt med huller i hud og há¥r.
Jeg prá¸ver at regne ud hvorná¥r
mine ká¸dsá¥r
bli'r til aske,
jeg ser en taske,
daske i há¥nden pᥠen gammel dame,
jeg burde fa'me,
men nej, de' blevet for smarte,
nutildags kan de baske en i karate.
Sᥠjeg mᥠná¸jes med de ligegyldige smᥠbasá¸rer,
jeg fá¸ler blikket slá¸re,
og há¸rer flá¸jten til det sidste tog, der snart ká¸rer.
Sᥠjeg gá¸r klar,
ta'r mine ting, begynder at vandre,
ser tilbage til de dage af mit liv og det jeg gern' vill' forandre,
men opgi'r,
og opsi'r min tilstedevá¦relse pᥠdenne planet.
Gjort er gjort og sket er fortid,
en alt for há¥rd tid,
for en gammel fallid
gadestryger.
Smyger mig ned af smá¸gen,
forsvinder i rá¸gen
fra min sidste ryger,
som fordamper lissom mig, og bli'r et med de triste skyer.
Langt vá¦k fra den her klod',
for det' pᥠmod'
at vá¦re psyko,
sᥠjeg er klar,
parat
til start;
og sᥠvá¦k i en fart.

[Geolo G]
Jeg tjalder rundt og ser smart ud,
og andre syn's det ser rart ud,
at se sᥠ24karat ud.
Men jeg er ská¦v og fuld,
og fuld af lissᥠmeget lort
som alle andre, og der stá¥r 'no future' malet pᥠmin port.
Det er for stort
ná¥r jeg ser sort,
og ská¦rmen flimrer,
á¸jnene lá¸ber i vand, mit sved er koldt og hjernen simrer.
For jeg er fanget i fremmed verden, det er en krig mand.
Jeg kaldes Geo, men jeg har det som en Brian
i dekadente disneyland, sᥠdet er mig du gá¸r nar af,
ná¥r du rá¥ber efter folk, der ligner 'dommedag'.
Min verden bryder sammen som en lego-planet,
og geologeisme bli'r en ego-mentalitet.
Jeg drá¸mmer om et stille rum med lys og bad og seng i,
og ikke trisse rundt pᥠmᥠog fᥠog vá¦r' afhá¦ngig
af tjald og tobak og elefanter og af kroner,
for at glemme alt om sultne bá¸rn og voldtá¦gt og kanoner.
Har set sᥠmange ná¸gne kvinder
at jeg gá¥r og prá¸ver pᥠikke at brá¦kke mig hver gang jeg ser et bart lá¥r.
Jeg har kun kulde, vil gerne bytte det til varme,
sᥠjeg synker en klump imens det flá¥r i mine tarme,
mine arme gá¥r i bund, som et lod af bly,
ja, det vel nok en ringe trá¸st, at i morgen er en ny dag.
Jeg mumler tak til Chirac, Jeltsin og Billy Boy,
med foldede há¦nder, tak for guldá¸l og billig rá¸g,
plastic og piller,
nervegas og mobiler,
tiden iler,
ná¥r mit ká¸d er vá¦k, sᥠved jeg kraniet smiler
há¥nligt.

[Blá¦s Bukki]
Jeg mᥠstimuleres,
for ingenting fungerer som det burde,
der skal mer' end urtete
til at kvá¦le mine sjá¦lekvaler,
jeg daler,
falder,
maler blᥠverbaler,
for det há¦nder for selv den bedste,
at bá¸tten den vender til det vá¦rste,
noget af det svá¦r'ste
man kan undvá¦re
mᥠvá¦re
ná¦rvá¦r fra de ná¦r'ste.
Jeg ta'r endnu en tá¥r
imens et á¥r bli'r til á¥r
á¥r bli'r til á¥rtier,
tier bli'r til á¥rtusinder,
jeg há¸rer susen
for mit indre á¸re,
mit sind det ká¸rer
nonstop
som skodpop
pᥠFUCKED UP
diskoteker.
sankt Hans eller sankt Peter
venter spá¦ndte pᥠat se mig til te,
men de mᥠsande,
at jeg bli'r ovenvande,
for det er for let at bare forbande det hele langt vá¦k,
i trit
med at man lá¦gger sig i sprit,
spiller sig selv og gá¥r fallit.
Jeg vá¥gner stum op i et tomt rum og ká¸ber ord pᥠkredit.
Mit tankespind det holder mig bundet pᥠhá¦nder og fá¸dder, sᥠjeg er fortabt,
hvis ondskabens trᦠslá¥r rá¸dder i mit sind, abstrakt sagt.
Sᥠjeg synger den blues, som bliver há¦ngende i min rus.
Sᥠjeg synger den blues, som bliver há¦ngende i min rus.